Konfirmation

Da du blev døbt, sagde dine forældre ja på dine vegne. Ved konfirmationen er det din egen tur til, at sige ja til den kristne tro. Ved konfirmationen bekræfter Gud det løfte han gav, da du blev døbt. Nemlig løftet om altid at være der for dig. Også når du nu går fra at være barn til at være ung, for konfirmationen er det kirkelige ritual, der markerer overgangen fra barndom til ungdom.

Mange konfirmander er i tvivl, om de nu tror rigtigt eller nok til at blive konfirmeret. Men man kan ikke sætte tro på formler, så det handler ikke om at tro nok. Tro handler også om tvivl. Og så er det så heldigt, at det ikke kun er dig, der skal sige ja ved konfirmationen. Det er nemlig først og fremmest Gud, der bekræfter at være med dig. Så man kan sige, at du ved konfirmationen ikke siger noget om, hvor meget eller lidt, du tror. Men du siger ja til at blive velsignet og til at Gud er en del af dit liv. Du skal dog være døbt for at kunne blive konfirmeret, så hvis du ikke allerede er døbt, skal du døbes, før du kan blive konfirmeret.

I Nørlem kirke er det traditionelt de børn der går på Lemtorpskolen, der bliver konfirmeret uanset i hvilket sogn de bor. Men man kan også konfirmeres her, hvis man går på en anden skole, men bor i Nørlem sogn. 

Konfirmationsforberedelse

Undervisningen handler selvfølgelig om Gud og Jesus, men vi taler også om livets store spørgsmål, og alt det der virkelig betyder noget. Om kærlighed. Om venner. Om døden. Vi læser, ser film, laver rollespil, laver vores egne gudstjenester og meget andet og så skal vi naturligvis på konfirmandweekend.

Ud over konfirmationsforberedelsen skal du deltage i mindst 8 gudstjenester op til din konfirmation. Nogle af disse bestemmer præsten og andre vælger du selv.

Gudstjenester er for alle. Derfor er det rigtig dejligt, hvis forældrene også går med i kirke – det giver god mulighed for at tale om det, man måske ikke lige forstår eller bare en chance for at være fælles om noget, man måske ikke plejer at være fælles om.

Sådan foregår selve konfirmationen

Konfirmationerne i Nørlem Kirke foregår de to første lørdage i maj og lige pt kl. 9.30 og 11.30, således at konfirmanden kan få så mange gæster med i kirke som muligt.

Ved konfirmation i Nørlem Kirke går præst og konfirmander ind i kirken sammen. Som konfirmand får du din helt egen plads – nemlig på en stol ud for den stolerække, hvor din familie sidder. Konfirmationen starter som en almindelig gudstjeneste med indgangsbøn, salme og læsning fra Bibelen. Så holder præsten en prædiken, der også er en tale til konfirmanderne.

Selve ritualet foregår oppe ved alteret, hvor konfirmanderne siger trosbekendelsen i fællesskab. Præsten kalder hver enkelt frem og konfirmanden bekræfter trosbekendelsen ved at sige ja og blive velsignet. Bagefter læser præsten et bibelvers – et helt personligt konfirmationsord, som konfirmanden kan tage med videre ud i livet. Når alle er blevet konfirmeret, slutter konfirmanderne af med at sige Fadervor i fællesskab. Resten af gudstjenesten sidder konfirmanden nede på sin plads, og alle konfirmander forlader kirken i procession sammen med præsten før resten af menigheden.

Det er tilladt at fotografere under konfirmationen diskret og fra egen plads.

Konfirmanderne bliver fotograferet samlet af en professionel fotograf – og billedet kan herefter købes.