I skrivende stund er det agurketid

Fra barn husker jeg, at mine forældre talte om, at nu kom den tynde sommeravis, og så var det agurketid.

Hvorfor kalder man det agurketid, og hvor stammer ordet fra?

Man kender ordet helt tilbage fra 1780. Ordet kommer fra det tyske Sauregurkenzeit. Men mener, at ordet har været spøgende brugt af de handlende om den stille tid om sommeren, hvor agurkerne modnedes i Spreewald ved Berlin. De blev senere solgt i byen, og derefter blev de lagt i lage. Agurkerne var en yndet spise blandt berlinerne.

Udtrykket spredte sig omkring 1850 og blev brugt af dagspressens folk om sommeren, når der overalt bliver afholdt ferie, og så det kan være småt med nyhedsstoffet.

Ved sidste menighedsrådsmøde d. 21. juni blev budgettet for 2018 underskrevet og sendt til provstiet.

I juli måned var der stille i Sognegården. Den venter spændt på efterårets og vinterens aktiviteter.

Der var heller ikke noget menighedsrådsmøde i juli måned, men ved mødet i Bøvling med den nye provst d. 31.5. blev provsten inviteret med til menighedsrådsmødet d. 17. august her i Nørlem.

Stof til udgaven af Kirkenyt for september-oktober-november skulle være indleveret inden d. 31. juli, så når det nye Kirkenyt udkommer, er der sket følgende.

Tirsdag d. 29. august årlig sommerkoncert med Michala Petri og Lars Hannibal sted.

Torsdag d. 31. august konfirmandindskrivningsgudstjeneste, og i den forbindelse kom jeg i tanke om en artikel, som jeg læste for mange år siden i Raaby – Sødring kirkeblad.

Denne artikel vil jeg gengive her.

En del forældre lader ikke deres børn døbe – undertiden med den begrundelse, at de ikke vil berøve deres barn friheden til selv at vælge, når det er blevet voksent. Herom skriver Lene en 17 – årig gymnasieelev i Brøndbyvester Kirkeblad.

Artiklen hedder: Hvorfor lod I mig ikke døbe?

Jeg er 17 år og går i gymnasiet. Jeg har lige været til dåb. Det synes I måske ikke, der er noget mærkeligt i. Men det er der nu alligevel, for det var min egen dåb. Jeg hører til dem, der ikke blev døbt som helt lille, fordi mine forældre syntes, at det kunne de ikke sådan bestemme på mine vegne.

Nu er jeg så døbt, derfor skriver jeg dette brev til alle jer, der går og tænker på, om I skal lade jeres børn døbe eller ej. Min far og mor var begge studerende, da de fik mig, og det var ikke rigtigt ”in” i de kredse at lade sine børn døbe. Nogle var meldt ud af folkekirken, det var mine forældre nu ikke, men de havde nogle ideer om frihed til selv at bestemme, derfor ville de ikke døbe mig til at høre hjemme i en bestemt religion.

Jeg har snakket meget med dem om alt dette, og de kan godt bagefter se, at de selvfølgelig har truffet et valg på mine vegne ved at beslutte, at jeg ikke skulle døbes.

Og jeg kan love for, at det valg de dengang traf, det har haft konsekvenser for mig, så det batter. Selvfølgelig har jeg ikke gået og tænkt på det evig og altid. Men tit er det dukket op: Du hører ikke til nogen steder.

Det var nok især, da jeg var en 4 – 5 år og så nu, hvor jeg er begyndt at tænke lidt mere over tingene, at det har givet mig problemer, også da de andre i klassen skulle konfirmeres. Det kunne jeg altså ikke blive, så skulle jeg døbes først, og det syntes jeg lød mærkeligt. Efter at de andre så var blevet konfirmeret, generede det mig mere og mere, at jeg ikke var døbt. Nu skal I ikke tro, at jeg sådan gik og spekulerede på dette med Gud hver dag, men en dag, ja, så gik jeg hen og snakkede med præsten. De andre havde sagt, at han var ganske normal, så det kunne jeg sagtens gøre. Da jeg sagde, at jeg gerne ville døbes, blev han ikke spor overrasket, men han sagde noget, som jeg aldrig vil glemme, selv om jeg ikke helt forstår det. Nå, Lene, så ses vi til barnedåb om en måned. Barnedåb, røg det ud af mig. ” Ja”, sagde han, ”selv om du var blevet 80 år og havde forstået mere, end du gør nu, så ville det alligevel være en barnedåb. Nemlig en dåb, hvor du bli´r Guds barn. Og hvor du bare har værsgo´ at tage imod hans kærlighed. ” Det var egentlig rart at høre. Og jeg spurgte mig selv, hvorfor i alverden mine forældre ikke kunne unde mig det fra jeg var helt lille. De troede ikke, at de valgte for mig, men bevar mig vel, hvor de valgte, det kan jeg snakke med om. Det var sådan set bare det, jeg ville fortælle jer.” Lene.

Når det nye Kirkenyt for september-oktober-november omdeles, er agurketiden ovre, og sommeren ved at gå på hæld, og vi kan se frem til efterårets og vinterens arrangementer i Sognegården.

Lige en dato til kalenderen.

Der er menighedsmøde efter gudstjenesten den 26. november.

Kirsten Carstensen, formand