Du er her: 
torsdag25okt2018

Sogneaften

torsdag25okt2018 kl. 18:00 - 21:30

Bemærk tidspunktet.

En anderledes sogneaften.

Matador i ord og toner og med mad fra Lauras køkken.

Tilmelding nødvendig. Sogneaftenen koster 100,00 kr.

For 40 år siden løb TV-serien Matador over skærmene i de danske hjem for første gang og lagde gaderne øde. Nylig har vi set den restaurerede udgave og mange os kan en hel del af replikkerne udenad:
"Jeg går op og lægger mig" Maud
"Det her er ikke et hus hvor man laver souffléer" Laura
"Et lille ord på tre bogstaver FRE" Dr Hansen

Men hvor mange af os har bidt mærke i musikken udover det kendte tema? Det vil vi nu råde bod på med "Matador i ord og toner - Et koncertforedrag"

Her er hvad aktørerne bag foredraget selv siger:
Hvad får man, når man blander forkærligheden for Matador med passionen for musik og interessen for historie?
Man får følgende cocktail: "Matador i ord og toner - et koncertforedrag."

Musikken, der indgår i Matador, er et relativt uudforsket område, som Toner af Guld med stor entusiasme har kastet sig over. Tidens toner med Marguerite Viby, Leo Mathiesen, Lulu Ziegler og Ib Schønberg understreger stemninger af glæde, vemod, munterhed og drama. Det samme gør Rødes bryllups-optræden, de tyske soldaters traurige lieder samt indslag på Postgaarden af finkulturel karakter.

Toner af Guld guider publikum på en musikalsk tidsrejse fra 1929-1947, hvor genrerne er bredt repræsenteret med alt fra operette til revyviser og jazz. Numrene bindes sammen af små fortællinger om TV-succesen, musikken og perioden, og de integrerede fællessange afrundes på festlig vis af Konsulinde Holms sølvbryllupspoesi på "Sølvstænk i det gyldne hår".

Om Foredragsholderne: Den midtyske duo, Toner af Guld, består af ægteparret Helle og Dynes Skovkjær - en klassisk sopran og en klaverspillende bedemand. Helle og Dynes har gennem ni år optrådt sammen ved talrige kirke- og sognekoncerter og private og offentlige arrangementer med et bredt repertoire, bestående af operette, musical, wienermusik, viser og evergreens samt den danske salme- og sangskat. De har begge en fortid som skuespillere på sommerspillet Busbjerg, hvor de traf hinanden i 2008.

Aktivitetsudvalget har besluttet at udvide denne sogneaften, så vi ikke bare skal have noget godt til ørerne, men også til maven, så vi begynder klokken 18.00 med spisning af et måltid som Laura ville have lavet det. Så find din indre Mads Skjern, Agnes Jensen eller hvem du nu synes, frem og tilmeld dig til sognepræsten på brto(at)km.dk eller 9782 3590 og vi vil garantere en hyggelig aften i Postg.... nå nej Sognegården.