Julegudstjeneste på Kabbel Hovedgård

Vi plejer jo at være 150-200 personer i kirken til tre gudstjenester.

Hvad gør vi nu, når vi kun må lukke 33 personer ind.

Skal vi begynde den 23. og så holde gudstjeneste hver time, til vi når til juleaften?

NEJ. Vi flytter ud, ikke til en "kold" sportshal, men bare længere ned ad Kabbelvej til en majestætisk bygning med højt til loftet og plads til alle kirkegængere.

Den 24. december kl. 13.00 og 15.00 holdes der julegudstjenester i den store lade på Kabbel Hovedgård.

Laden bliver ryddet for korn og maskiner og omdannet til et smukt pyntet kirkerum med plads til op til 200 gæster pr. gang.

Stolene vil blive opstillet gruppevis, så familier kan sidde samlet med god afstand til de øvrige kirkegængere, ganske efter forskrifterne.

Begge gudstjenester bliver familievenlige (altså ikke en særlig børnegudstjeneste), men vi er helt sikre på, at omgivelserne vil bidrage til den bedste julestemning.

Vi glæder os til at se jer, og siger samtidig tak til Kirsten Carstensen og en hel mængde frivillige for, at dette kan lade sig gøre.