Du er her: 

Sammenlægningen til Lemvig Østre Pastorat

Nogle af vore trofaste kirkegængere har undret sig over vort samarbejde med Fabjerg kirke, Gudum kirke og Nørre Nissum kirke, som samlet nu hedder Lemvig Østre Pastorat. Bekymringen er især, at det ikke altid er vores præst Bettina, som prædiker i vores kirke. 

Hvorfor har Nørlem menighedsråd indgået i dette nye samarbejde?
Indbyggertallet i Lemvig kommune har over flere år været nedadgående, og de nuværende statistikker fortsætter tilsyneladende i fremtiden. Dette indebærer desværre, at vi i vores tidligere Nørlem Sogn også mister en del af grundlaget for at bibeholde en fuldtidsansat præst. Dette gælder også de 3 andre kirker i Lemvig Østre Pastorat.

Derfor havde de 4 menighedsråd et møde med biskop Henrik Stubkjær samt provst Ole Rasmussen i november 2024. 

Hvis vi, Nørlem kirke, ikke ønskede et samarbejde, ville vi, når vores nuværende præst Bettina på et tidspunkt fratræder, ikke kunne bibeholde en fuldtidsansat præst. Dette ville vi gerne undgå, da det er meget svært at få deltidsansatte præster ud i de små samfund.
Derfor et ja tak til tilbuddet fra biskoppen om et nyt Lemvig Østre Pastorat med de 4 kirker, hvorved vi fik lovning på 2 fuldtidsansatte præster. Dvs. vi bibeholder præsteboligen i Nørlem Sogn, når en ny præst skal indsættes efter Bettina, og vi har stadig en fuldtidsansat præst i vores sogn.
Jonathan og Bettina skal nu dække de 4 kirker, derfor vil der altid være en uge i hver måned, hvor der ikke er en gudstjeneste i Nørlem kirke. Bettina og Jonathan deles om gudstjenesterne i Lemvig Østre Pastorat. Der vil være 3 gudstjenester på de søndage, hvor de begge er på arbejde og 2 tjenester på de søndage, hvor de har skal holde ferie eller anden form for fravær. 

Når det ikke altid er Bettina, der prædiker her i Nørlem, selvom hun ikke har fri, så er det for at understrege, at de 2 præster nu er ansat på lige fod i de 4 kirker, og altså lige meget præst for alle 4 menigheder. 

Menighedsrådet valgte denne løsning, da vi anser denne for at være den bedste løsning for menigheden.

Menighedsrådet er i gang med et stort arbejde med at koordinere samarbejdet i Lemvig Østre Pastorat, som på et tidspunkt får et samlet menighedsråd. 

Vi havde i forvejen et samarbejde med de andre 3 kirker om arrangementer.

Når vi ikke har gudstjeneste i Nørlem kirke, og du ikke selv kan befordre dig til en gudstjeneste eller et arrangement i hele Lemvig Østre Pastorat, kan du bestille en kirkebil. Det gør du ved at ringe til:

City Taxi på telefonnummer 9782 1415 eller Harboøre Taxi på telefonnummer 9783 4150.

Taxifirmaerne samarbejder om vagtplanen, så du er altid sikker på at kunne få en kirkebil, uanset hvem du ringer til. 

Bestilling senest dagen før. Egenbetalingen er 20 kr., som afregnes direkte med chaufføren.                                                                
Håber ovenstående giver et klart billede af, hvorfor vi har indgået i det nye samarbejde i Lemvig Østre Pastorat.

Hilsner fra formanden for Nørlem menighedsråd Jørn Sand Tofting